“Kalle”

Madglad blogger uden unødvendige tilsætningstoffer eller falske sødemidler. Bosiddende i København og har uden tvivl lang holdbarhed, men bør anvendes i dette århundrede.

Indhold:

65% Ilt – indgår i næsten alle stoffer
18% Kulstof – indgår i næsten alle stoffer
10% Brint – indgår i næsten alle stoffer
3% Kvælstof – proteiner og dna
1,5% Fosfor – dna, knogler og tænder
0,35% Calcium – knogler, tænder og blod

Resten af indholdet er lettere uidentificeret, men dækker bl.a. over sort humor, livlig fantasi og legebarn. Produktet egner sig ikke til frost, vacuum pakning eller anden form for konservering. Produktet bør i det hele taget nydes friskt, veludhvilet og i minimale mængder.

Fra landbo til bybo

Bag bloggen og som den primære skribent er “Kalle” opvokset på landet, nærmere betegnet Herlufmagle ved Næstved, med mors hjemmebag og “eksperimenter” i køkkenet og fars hobby landbrug med alt fra kaniner, køer, høns til vildsvin og en gammel Massey Ferguson 35 – det er en traktor. Folk fra Næstved ville måske argumentere for, at Næstved er Danmarks femtende største by, og desuden har alt fra et aktivt handelsliv med et væld af muligheder til et pulserende byliv med cafeer, barer og restauranter – dermed en storby.

En gang var Kalle af samme overbevisning; at Næstved rummede et væld af muligheder, og ikke mindst kunne tilbyde en livlig, metropolitansk atmosfære lige udenfor døren. Nu bosat i København, nærmere betegnet Speltghettoen, Østerbro – er han af erfaring blevet klogere.

Kalle & Køkkenet

Hvornår det præcis startede med kærligheden for madlavning eller måske bare mad vides ikke helt, men der var en særlig glæde ved hjemkundskab i skolen. Dette kunne naturligvis ikke indrømmes, da det jo var et tøsefag. Med hjemkundskab i skolen fulgte også en ugentlig maddag, og dette var uden tvivl til familiens store fortrydelse, men erfaring kommer ved at prøve.

Netop dette er hvad bloggen handler om – det eksperimenterede køkken. Uanset niveau; her er ikke kun plads til finere fransk madlavning eller trendy retter fra det ny nordiske køkken, her er plads til alt.

H.C. Andersen sagde: “At rejse er at leve”, og Kalle kan ikke være mere enig, dog med det lille subjektive “aber dabei”, at digteren ikke talte om at rejse i den geografiske forstand, men derimod om at rejse i en fantasifuld og legende verden. Så tag med på en rejse rundt i den gastronomiske verden så fyldt med muligheder, at vi aldrig bliver trætte af at lege i køkkenet.

Har Kalle forskanset sig i køkkenet?

Nok opholder han sig en del i køkkenet mens gryderne simrer og jazzen spiller, men døren er ikke blokeret; så svaret må være nej, så galt står det ikke til. Der findes et liv udenfor køkkenet som ikke har ret meget med madlavning at gøre. I det daglige er Kalle iværksætter og arbejder med projekter inden for finans, investering og marketing. Han svømmer nok til at betegnelsen “vandhund” er mere end passende, spiller golf og løber. Derudover nyder han godt af de kulturelle oplevelser som København har at byde på, der fra tid til anden også deles på bloggen.

Velkommen