Bagte pærer med gorgonzola - et mindre fotografisk kunststykke, som tilmed smager himmelsk.

Denne himmelske efterårskreation bestående af søde efterårspærer, syrlig gorgonzola og lun sirup med pekannødder, må jeg indrømme sendte mig i ren ekstase, og det til trods for jeg ikke er meget for blåskimmelost. Resultatet blev virkelig godt og skal prøves, mens vi vælter os i efterårspærer. Skulle du føle modvilje melde sig grundet skimmelosten, så kan opskriften sagtens laves med andre oste og nødder. Fremgangsmåden er mere eller mindre den samme, uanset valget af nødder og ost.

Lidt om pekannødder

Den aflange, brune nød minder mest af alt om en stor valnød, og det er heller ikke så sært idet de to nødder er i slægt med hinanden. Pekannødderne er en af de afgrøder, man kan knytte tilbage til indianernes oprindelige kost. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at langt det fleste pekannødder stammer fra USA, der er klart den største eksportør i verden. Pekannødderne kan fåes både tørrede, ristede og saltede. Natural har pekannødderne en fin, mild og særlig smag, som adskiller dem fra andre nødder. Pekannødder kan anvendes som de fleste andre nødder i bagværk, desserter og salater. I USA bruges nødderne bl.a. til is, cookies og så selvfølgelig den meget udbredte pecan pie.

Pekannødder har et fedtindhold på 80 procent, og det er primært de sunde umættede fedtsyrer. Fedtindholdet er det højeste fedtindhold af alle nødder, hvilket også gør dem meget næringsrige. På grund af det høje fedtindhold har de en kort holdbarhed og bør derfor opbevares i fryseren.

Bagte pærer med gorgonzola

Retten med bagte pærer med gorgonzola kan bruges som forret, men kombinationen af frugt, ost og nødder fungerer i min optik også som dessert.

opskrift på bagte pærer med gorgonzola

Pærerne inden turen i ovnen

I opskriften har jeg valgt pekannødder, som kan være lidt svære at finde i Danmark. Alternativt kan du fx bruge valnødder i sirup.

Bagte pærer med gorgonzola

Bagte pærer med gorgonzola og pekannødder

Ingredienser

  • 2 Pærer
  • 1 spsk Rørsukker
  • 4 tsk Gorgonzola
  • 150 ml Vand
  • lille håndfuld Pekannødder

Opskrift på bagte pærer med gorgonzola og pekannødder i sirup

  1. Kom sukker, 100 ml vand i en gryde og varm blandningen op.
  2. Halver pærerne og fjern kernehuset.
  3. Kom pærerne i gryden og damp dem bløde under låg i ca 10 minutter.
  4. Placer de halverede pærer i et fad, og kom 1 tsk gorgonzola ost i hvert hul – hvor pærens kernehus sad.
  5. Tilsæt 50 ml vand til gryden med sukkermassen. Kom herefter pekannødderne i gryden, og rør rundt over svag til middel varme i 5-6 minutter.
  6. Fordel nødderne og sirupen henover på pærene og kom fadet i ovnen.
  7. Brug grillfunktionen ved ca 200 grader i 2-3 minutter, eller bag dem 3-5 minutter ved samme temperatur.
pærer med blåskimmelost og nødder i sirup Pecannødder i sirup på ovnbagte pærer

TIPS
Hak evt. et par spiseskefulde tørrede tranebær og drys dem udover de bagte pærer med gorgonzola lige inden servering.