En karmoisinrød perle af en snaps brygget på saftige granatæblekerner, økologisk citron og vidunderlig dansk lyng honning. Granatæblesnaps kan lagre/ hvile længe efter filtrering, men taber desværre lidt af sin flotte røde farve, den vinder dog meget på smagen. Smagen er sødlig og granatæblesnaps er utrolig nemt at lave, det kræver blot tålmodighed så der ingen dårlige undskyldninger for ikke at have hjemmelavet snaps på frokostbordet.

Granatæblesnaps med citron og honning

Kernerne fra granatæblet giver en sød, karmoisinrød snaps

Granatæblet vokser på et træ, som kan blive op til 8 meter højt. Granatæblet har været i middelhavsområdet i årtusinder – et bevis herpå er Egyptiske gravmalerier fra omkring år 1.500 f.kr. Dette dokumenterer at granatæblet blev medbragt i gravene, og lignede kan siges om arkæologiske fund fra andre store kulturer fra samme tidsperiode i området fra Middelhavet til Vestasien. Der berettes om granatæblet i Bibelen, Koranen og andre fortællinger med et vist religiøst indhold. Fælles for dem alle er, at granatæblet stort set altid nævnes positivt uanset trosretning.

Der findes et utal af granatæblesorter og særligt i området omkring Kabul floden. De fleste er også af den overbevisning, at granatæblet oprindeligt stammer fra netop Iran eller Afghanistan.

Granatæblet ser ikke ud af meget, men tag ikke fejl; skallen gemmer på saftige, højrøde kerner som kan bruges til salat, dessert, te, snaps og meget andet. Opskriften på granatæblesnaps kræver en del frugter, og jeg har derfor ved flere lejligheder tænkt over hvad resten af frugten evt. kunne bruges til. Der eksperimenteres bl.a. med granatæblete af tørret granatæbleskal og Grenadine frugtsirup til cocktails – opskrifterne kommer selvfølgelig på bloggen hvis resultatet er til det.

Særligt omkring jul er granatæble eller Punica granatum populært, da det i højtiden bruges dekorativt i f.eks. adventskransen. Du kan derfor være heldig, at finde billige granatæbler hos grønthandleren efter juletid. Køb gerne rigeligt da frøene eller kernerne kan fryses i op til 1 år, og granatæblejuice kan fryses i op til 6 måneder.

Ingredienser

  • 500 – 550 g Granatæblekerner – cirka 1 kg. friske granatæbler
  • 70 cl. Snaps el. smagsneutral vodka på mindst 40%
  • 1 tsk Økologisk citronskal
  • 8-12 skiver Lyng honning

Opskrift på granatæble snaps med citron og honning

  1. Tag kernerne ud af granatæblerne og kom dem i et stort, renvasket glas med tætsluttende låg på mindst 1200 ml. (brug ikke glas fra sild og andre stærkt lugtende madvarer, da lugt og smag vil påvirke snapsen)
  2. Riv citronskal og undgå mest muligt af det hvide. Kom citronskal og honning i glasset hvorefter den smagsneutrale snaps eller vodka tilsættes.
  3. Lad granatæblesnapsen trække ca. 3 uger, og ryst evt. glasset en gang om ugen.
  4. Efter 3 uger smages på snapsen, og hvis den er for sprittet kan den evt. trække en uge mere. Når trækketiden er ovre filtreres snapsen gennem et kaffefilter et par gange og kommes på rengjorte flasker med tætsluttende prop.
  5. Lad herefter granatæblesnapsen lagre i mindst 14 dage, gerne endnu længere da den vinder meget på smagen. Granatæble snapsen taber en del af farven ved længere tids lagring. Farven forbliver smuk, men ender i en mere ravfarvet snaps med et rødligt skær.
Opskrift på granatæblesnaps Opskrift på granatæblesnapsOpskrift på granatæblesnaps Opskrift på granatæblesnaps

TIPS
Andre tænkte eksperimenter med granatæblesnaps kunne være med appelsinskal, selve appelsinen eller med krydderier som kanel, nelikker eller vanilje.