Mad med relish er ikke nyt, men netop dette condiment er blevet lidt hipt og ses dermed på menukortet over det danske land. Det er heller ikke så underligt idet mulighederne er mangfoldige og det ny nordiske køkken er absolut eksploderet ud over landet.

Syltede grøntsager som er grundlaget i de fleste relish er at finde i stortset alle køkkener og spisekamre. Så skal du give din mad et lille twist er denne hjemmelavede tomat-løgrelish måske ideen – de fleste ingredienser står sikkert allerede på hylden.

Ingredienser

  • 4 løg
  • 2 dåser flåede tomater
  • 100 g brun farin
  • 1 tsk. knust koriander
  • 1 tsk. knust fennikelfrø
  • 2 tsk. sennepsfrø
  • 2 spsk. honning
  • 1 dl æbleeddike
  • 1 lille rød chili
  • Olivenolie
  • Tabasco
  • Salt
  • Peber

Fremgangsmåde tomat-løgrelish

  1. Pil løgene og hak dem i grove stykker.
  2. Steg løgene i lidt olivenolie til de bliver klare. Tilsæt brun farin, koriander, fennikel og sennepsfrø – varm kort igennem til du kan dufte krydderierne.
  3. Tilsæt de flåede tomater. Skru ned for varmen og lad din tomat-løgrelish simre i ca. 30 minutter under omrøring. Relishen skal tykne, men må ikke brænde på.
  4. Snit chilien fint og tilsæt sammen med æbleeddike og honning – lad herefter relishen stå og smire 5-7 minuter mere. Smag til med salt, peber og lidt tabasco.
  5. Relishen skal være sur-sød og du skal kunne smage chili og tabasco, men uden at den bliver så stærk at den brænder i halsen.
Tomat-løgrelish

Tomat-løgrelish med chili og krydderurter.

TIPS:
Tomat-løg relishen kan anvendes som smørelse i sandwich, dyppelse til ristede pølser eller et godt alternativ til ketchup på din gourmet hotdog.